NativeCalfConcept

Mange bedrifter bruger derfor med held sødmælk som basis for indtagelse af store mælkemængder, gode daglige vægtøgninger og en ydedygtig start på livet. Samtidig er sødmælk et økonomisk fordelagtigt foder, da den findes i bedriften og ikke skal købes ekstra - især i forbindelse med brug af mælk, der ikke kan leveres til mejeriet. Mælk fra køer, der er behandlede med antibiotika, er selvfølgeligt undtaget herfra - den bør altid bortskaffes.

Fodring med sødmælk forudsætter dog at visse krav opfyldes:
Kvaliteten kan svinge, hygiejne og lagring er afgørende faktorer og ubehandlet råmælk kan overføre patogener. Desuden viser undersøgelser i praksis, at sødmælk undervejs fra yveret til fodringen ofte fortyndes utilsigtet, hvilket kan sænke energi- og næringsindholdet betydeligt.

Rigtigt anvendt har mælkeerstatninger klare fordele ved opdræt af kalve.

Konstant kvalitet: Hver portion foder indeholder den samme mængde energi, protein, fedt og vitaminer. Det giver sikkerhed for kalven, for kalve nyder godt af en konstant fodring med den samme ensartede sammensætning.

Høj hygiejne: MAT er mikrobiologis stabil, hvis den blandes under rene forhold og behandles korrekt. Det reducerer kimbelastningen og reducerer risikoen for fordøjelsesforstyrrelser.

Planlægning og arbejdsbesparelse: Mælkeerstatning står til rådighed uafhængigt af malketider, er nem at dosere og håndteringen er enkel. Det gør, at kalveopdrættet kan planlægges godt og er effektivt.

Et mælketilbud på mindst 10 til 12 liter pr. dag – ideelt set ad libitum – fremmer væksten og støtter udviklingen af organerne. I praksis drikke kalvene ved fri adgang i de første uger ca. 8 til 10 liter, senere ofte betydeligt mere.

Fra et biologisk synspunkt er et ubegrænset tilbud af mælk ikke noget særtilfælde, men en naturlig tilstand for unge pattedyr. En restriktiv fodring er snarere en undtagelse.

Det er selvfølgelig en forudsætning, at mælkekvaliteten, hygiejnen og drikketeknikken stemmer overens - som beskrevet i de tidligere kapitler.

Ofte argumenteres det, at kalve med et stort forbrug af mælk begynder senere med at æde kraftfoder. Det er korrekt, men er ikke automatisk negativt.

Undersøgelser har vist, at intensivt drikkende kalve senere udvikler en stor evne til at optage foder. Deres stofskifte er vænnet til at fordøje større mængder næringsstoffer. Dette kunne være en grund til, at disse dyr senere giver mere mælk: De udnytter ernæringstilbuddet mere effektivt.

Det er altså ikke afgørende, hvor tidligt kalven æder kraftfoder, men hvor stabilt og ydedygtigt den totalt set udvikler sig.

Ganske vist begynder kalvene fra den fjerde til femte leveuge at danne enzymer til fordøjelse af vegetabilsk protein og kulhydrater. Men indtil fordøjelsessystemet er fuldt funktionsdygtigt går der yderligere uger.

Bliver mælken frataget dem for tidligt, viser der sig i mange bedrifter et typisk billed: det såkaldte afvænningsknæk. I 1 til 2 uger stagnerer væksten - eller kalven taber endog i vægt. Dette er et tydeligt tegn på, at energitabet fra mælken endnu ikke kan udlignes fuldstændigt med plantebaserede fodermidler.

Endnu mere kritisk bliver det ved en pludselig afsætning, hvis for eksempel et helt måltid falder væk. Stofskiftet bliver overbelastet, der opstår stress - kalven kommer ud af balance.

Kraftfoder spiller en central rolle i forbindelse med udviklingen til drøvtygger. Det leverer næringsstoffer, der kan fermentere, og som i vommen kan omsættes af mikroorganismer. I den forbindelse opstår der flygtige fedtsyrer, der stimulerer væksten på totterne i vommen og således forstørrer deres overflade, hvor der optages næringsstoffer.

Kraftfoder er således ikke kun en energikilde - det er også en impulsgiver til udviklingen af vommen.

Samtidig skal sammensætningen vælges med omhu. Målet er et godt fordøjeligt foder, der fremmer udviklingen af vommen, men ikke begunstiger en forsuring.

Energileverandører som majs og havre er ofte betydeligt bedre egnede til kalvefoder end hurtigt tilgængelige kilder til stivelse som hvede. Afgørende er den rimelige balance mellem energi, struktur og fordøjelighed.

Ofte bruges optagelsen af kraftfoder som den eneste indikator for fravænning. En værdi på ca. 1 kg kraftfoder pr. døgn gælder ofte som signal til, at en kalv er ”parat”. Vi ved dog, at en længere fase med flydende foder op til ca. 12 uger kan være hensigtsmæssig - også hvis optagelsen af kraftfoder stigere før dette tidspunkt.

Afgørende er ikke kun fodermængden, men også hele kalvens udvikling. Ved kalvehold i grupper kan det være vanskeligt præcist at registrere den individuelle optagelse af kraftfoder. Mere betydningsfuld er derfor vægtudviklingen. En kontinuerlig, jævn vækst viser, at fordøjelsen, stofskiftet og energiforsyningen er i balance.

Yderligere informationer om fodring med kraftfoder findes i den 3-delte artikelserie i vores blog.

I mange bedrifter vænnes kalvene først efter 2 til 3 uger til mælkeautomaten. Indtil da drikker de ved hjælp af suttespanden i enkelthytter eller twin-hytter og flyttes senere til større grupper.

Det betyder: ekstra udgifter, gentagen oplæring til forskellige fodersystemer, ekstra arbejdsindsats og unødvendig stress for kalven.

Moderne koncepter går derfor et skridt videre.

For at systemet fungerer, er det nødvendigt med gennemtænkte gruppestørrelser og klare forløb. Vi anbefaler:

• en maks. gruppestørrelse på 15 kalve,
• en aldersforskel på så vidt muligt under 3 uger og
• ingen sammenlægning af eksisterende grupper.

Ved en drikkeperiode på 10 til 11 uger betyder det flere faste grupper med en klar struktur. Også selv om dette i første omgang ser ud til et højere investeringsbehov, viser erfaringer i praksis ofte fordele:

• Arbejdsindsatsen reduceres som følge af, at indlæring kun skal udføres en gang.
• Der er færre sygdomstilfælde, da forsyningen med næringsstoffer er bedre.
• Vægtudviklingen er bedre takket være en mere intensiv fodring.
• Datatransparensen er bedre på grund af de detaljerede CalfExpert-evalueringer i CalfGuide.